Er det en skrøne eller er det sandt?
- Rebecca
- 12. okt. 2019
- 3 min læsning
Opdateret: 4. okt. 2020
Hvad er egentligt sandt og hvad er egentlig en skrøne, når det kommer til at LÆRE at synge, at spille et instrument eller lære at danse? Her får du mine bud baseret på min årelange erfaring, som underviser. _______________________________________
Det er umuligt at lære at spille et instrument, når man er blevet voksen! SKRØNE!
Sandheden er ifølge min erfaring den, at man tager længere tid om at lære nyt, når man er blevet godt voksen, MEN, her er musikken så magisk forunderlig og hjernen lige så. Min tese er faktisk den, eftersom jeg oplever at musikken lærer alle, uanset alder at lære bedre, at musikken gør hjernen mere ungdommelig og lærenem igen. Altså, at musikken kan være med til atter at gøre hjerne lærenem. Det kræver blot, at man virkelig hænger i og øver sig, så hjernen, især i starten får konstante impulser til det nye.
Så sker der noget. ”Jeg kan godt mærke at det er blevet lettere at indøve noget nyt,” hører jeg mine elever ytre, når de har gået vejen. Og jeg har også selv erfaret at jeg pludselig, efter en længere vedholdende øveperiode pludselig atter får det gennembrud, som jeg kendte fra barnsben, hvor jeg mærker, at nu går det atter nemt med at indlære nyt på instrumentet. Øvelse gør virkelig underværker. Og så skal der aldrig kimses af den dersen ’motivation’. Motivation er vitterligt drivkraften til at opnå det der, der næsten ikke er muligt. Så GRIB MOTIVATIONEN!
Nogle mennesker har ikke en tone i livet! SKRØNE
Alle mennesker er født med en tone, helbredsmæssige årsager, som jeg af gode grunde ikke har forstand på kan måske hindre nogle i at bruge stemmelæberne til at forme lyd. Men, som udgangspunkt er alle mennesker født med en tone og hver eneste tone er unik.
Og jeg tror simpelthen på, at alle kan, hvis motivationen er der, lære at bruge musikken, så de kan stemme i med musikken. Men vi er forskellige og vi brænder heldigvis for noget forskelligt. Og, brænder du for at synge eller spille, så er det min klare overbevisning at alle kan lære det. Jeg kan vise vejen, du skal blot gøre den indsats der kræves for at gå den. Så vil du også få en tone i livet, hvis du ønsker det.
Det er bedst IKKE at rømme sig, når man skal synge. SANDT
Det er eftersigende en belastning for stemmelæberne at rømme sig, hvorfor det er langt bedre at ’synge tudsen fri’. Samtidig er det sådan at jo mere hjemmevant man er på sangbanen og jo bedre man er til at bruge teknikkerne, jo mindre er behøvet for at rømme sig.
Det er vigtigt at have bløde knæ, når man synger. SANDT
Der er markant hørbar forskel i klangen/ stemmen, når man slapper af i sine knæ. I det hele taget har kroppens bevægelsesfrihed en stor betydning for sangen.
Alle kan lære at synge. SANDT
Jeg vil våge den påstand at alle kan lære det, hvis motivationen er tilstede og viljen til at gå de skridt, der er nødvendige. OG, at man holder ved, når det i perioder er surt!!
Alle kan lære at spille klaver. SANDT
Det gælder med klaveret som med sangen og ethvert andet instrument, at du kan lære det hvis lysten og motivationen OG viljen er der. OG, evnen til at holde ved, når det er surt, for det er det i perioder, men så er gennembruddet til gengæld en helt befriende fantastisk følelse.
Man kan vække rytmen i kroppen, hvis man ingen har. SANDT
Dét kan man – Det kræver, at man er villig til at føle sig lidt dum indledningsvist. Ironisk nok er det lige præcis den følelse, der afholder mange fra at gå i gang. I gang med at sætte kroppen fri, gi slip fra hæmningerne og lade musikken drive en. Et lille hint: Når du går er det allerede en rytme.
Enten er man født med musikalitet eller også er man IKKE musikalsk. SKRØNE Jeg har kun min egen erfaring at bygge mine forklaringer på, men, hvis man elsker musik, så er man musikalsk. Så simpelt er det, hvis du spørger mig. Og rigtig meget kan udvikles for det utrænede øre.
af Rebecca Tinggaard




Kommentarer